Tale til
Kulturministeriets illustratorpris 2015

af Nina Christensen

Mai Misfeldt

Lars Vegas
 

Mit hus – Den dag freden forsvandt.

Illustrationer: Anna Margrethe Kjærgaard
Tekst: Anna Margrethe Kjærgaard og Kirsten Kjærgaard

 

Mit hus – Den dag freden forsvandt er en fornem billedfortælling: Illustrationerne fylder langt størstedelen af opslagene, mens den nøgterne, enkle tekst blot løber i et smalt bånd nederst på siden. Bogen er en autobiografisk fortælling for børn, der med en lille piges blik fortæller om 2. verdenskrig på Bornholm og ikke mindst om efterkrigstiden under den russiske besættelse frem til de russiske soldater forlader øen. Afslutningsbilledet antyder, at bogen afspejler en fortællesituation fra generationen, der var barn under krigen til (børne)børn i vor tid.

 

Fra bogens forside til sidste opslag er en lille pige i en rød kjole bogstavelig talt forløbets røde tråd. Hun fortæller som jeg-fortæller og øjenvidne i tilbageblik og er dermed også læserens garant for, at det endte godt. Gennem beskrivelse af barske oplevelser, hvor pigen både står ansigt til ansigt med tyske soldater, grupper af flygtninge og må flygte ud af byen under et bombeangreb, træder hun med sin klart røde kjole frem som fortællingens bankende hjerte på de grå sider. Men hverken pigen eller barnelæseren lades i stikken: Vi oplever det med den imødekommende piges øjne og kan fx også iagttage, at de voksne beskyttende holder sig tæt til børnene, når bomberne falder.

 

Anna Margrethe Kjærgaard har en på én gang naivistisk og realistisk streg. Tegningerne fremstår umiddelbart med et skitseagtigt præg, der synes at mime børns egne tegninger i deres enkelhed og subjektive rumopfattelse. Enkeltheden understreges af de enkle redskaber: Alle opslag er tegnet med blyant og farveblyant på en baggrund af akvarel og gulnet papir, og de er. bortset fra pigens kjole, holdt næsten udelukkende i et register af gråtoner.  Men samtidig fremstår mange af opslagene med en detaljerigdom og en evne til at skabe et stemningsmættet rum, der ligesom portrætterne afspejler, at den tilstræbt tilsyneladende enkle form bunder i en meget fornem bemestring af de enkle midler. Med få og enkle streger opridses et portræt af en pige, der nok er vidne til voldsomme begivenheder, som ligger fjernt fra moderne børnelæseres liv, men som samtidig bliver meget nærværende og genkendelig både i sin glæde, frygt og undren. På en gang udtrykker hun en følsomhed, en robusthed og med sine lejlighedsvist røde kinder et snert af livlighed og munterhed.

 

Kombinationen af de skæve perspektiver og proportioner, af stregtegninger, stiliserede ansigter og den måde Kjærgaard arbejder med krigens rum giver associationer til den tyske mellemkrigstegner George Grosz (1895-1959). Kjærgaards univers har dog ikke hans distancerende kynisme men i stedet barnets blik på verden for øje. Ligeledes kan man ved afbildningen af udsultede, forarmede flygtninge få associationer til portrætter af den tyske tegner og grafiker Käthe Kollwitz (1867-1945). Også i dette tilfælde er der dog i Kjærgaards streg en blidhed, eller en form for omsorg, også i afbildningen af det grusomme.  Som når en mor i flygtningestrømmen beskyttende lægger sin hånd på sin søns hoved, en dreng, der kan være ca. ligeså gammel som bogens målgruppe.  Barnelæseren vil også have sans for de mange detaljer og måske fokusere på katten midt i billedet, som er en gennemgående figur i billedforløbet. Midt i krig og kaos kan barnelæseren holde fast i noget så normalt og hverdagsagtigt som et kæledyr. 

 

Historiske fortællinger for børn kan let ende som sætstykker eller kulisseromaner. I dette tilfælde etableres den historiske forbindelse ved ganske få greb: kvindernes frisurer, en mand, der løfter på den bløde hat, skiltene på husene, mere skal der ikke til. Mange detaljer undervejs kan give anledning til samtale mellem barnet og den voksne læser. Et helt opslag viser den en soldat, der strækker armen ud mod den lille pige yderst til højre i billedet. Hun er ikke bange for soldaten, men hun tager heller ikke imod hans udstrakte hånd. Vi ser ikke hans ansigt, kun uniformen, der fortæller, at det er den funktion, han har, og som gør den lille pige beklemt. Det er en skarp vinkling tegneren laver ved at fokuserer på det tætte kropslige møde mellem fjenden og den lille pige afbildet i pigens øjenhøjde. En af bogens store kvaliteter er således også en meget bevidst brug af skiftende perspektiver og synsvinkler, der skaber en yderst varieret billedfortælling.  Anna Margrethe Kjærgaards illustrationer viser, at man kan fortælle om barnske emner, hvis man er solidarisk med barnelæseren. Når billederne er hårdest, da bomberne sprænges over Nexø, ser barnet også det genkendelige og har den forskrækkede kat og den sjove mand, der taber sin hat at holde fast i. 

 

Mange billedbøger i dag har fokus på konflikter eller problemstillinger inden for familiens rum eller i det nære. Anna Margrethe Kjærgaard - og hendes mor Kirsten Kjærgaard – flytter fortællingen ud i det store rum, og ud i den verdensomspændende historie, der har meget store menneskelige omkostninger. Det er beundringsværdigt og opløftende, at der på baggrund af en beskrivelse af krig og ulykke vokser en formfuldendt, smuk, poetisk og nærværende billedfortælling frem for nutidige læsere.